Cykelskolen på Heden

Tjørring Skole gør alt, hvad den kan for at gøre skolebørn til cykelbørn. Den har gjort det til sin mærkesag at cykle og ruste eleverne til at kunne begå sig sikkert i trafikken allerede i børnehaveklassen.

Tjørring Skole ligger ved Herning og har omtrent 350 elever fra børnehaveklasse til 6. klasse. Folkeskolen ligger side om side med Børnehuset Stjernen, der består af en vuggestue og børnehave. Allerede i børnehaven begynder børnene at lære at cykle, og når de så starter i skole, har de lært at cykle på to hjul. Patrick, som er pædagog i Børnehuset Stjernen fortæller, at de benytter sig af en række cykelaktiviteter, der bl.a. er med til at styrke børnenes balanceevne.

”Derudover bliver børnene også trænet i at bremse, dreje og andre cykeltekniske færdigheder,” siger han.

Klaus Gyldenbrand er lærer for børnehaveklassen på Tjørring Skole, og han forklarer, at gode stisystemer er en af årsagerne til, at børnene kan tage cyklen.

”Helt generelt så bruger vi cyklerne rigtig, rigtig meget herude i Tjørring. Både på grund af, at vi har nogle rigtig gode stisystemer, som vi kan bevæge os rundt på, men egentlig også bare sådan af princip om, at vi cykler til alt det, vi kan, fremfor at vi skal leje busser eller tage busser, og det er helt nede fra 0. klasse op til 6. klasse.”

Det giver en enorm frihed for børnene

Da cyklen er blevet en integreret del af børnenes liv helt fra de var små, er både lærer og pædagoger helt trygge ved at have dem med ude i trafikken, fortæller Klaus Gyldenbrand:

Det giver en enorm frihed, og vi kan gøre rigtig mange ting, som man ikke nødvendigvis ville kunne gøre ellers, fordi børnene har været vant til at cykle helt fra børnehaven og så op igennem alle skoleårene. Vi er ekstremt trygge ved at have dem med ud at cykle, fordi de er blevet så gode til at gebærde sig i trafikken.”

Klaus Gyldenbrand oplever også stor begejstring blandt forældrene:

De er kæmpe fan. Og det er jo også fordi, rigtig mange af børnehavebørnene lærer at smide støttehjulene hernede – så slipper forældrene for at lære dem det. Og de synes, det er fantastisk, at vi kommer omkring, for vi har jo med sundhed og motion og sådan nogle ting at gøre, så vi vil gerne bevæge og røre os. Så det falder rigtig godt i tråd med det, og der er stor opbakning fra forældrene omkring det, helt klart.”

Skønne naturoplevelser og præmier

På Tjørring Skole får eleverne oplevelser i naturskønne områder som f.eks. Løvbakkerne, som Klaus fortæller, er en fast månedlig tur for børnehaveklassen. Og børnene er glade.

Jamen, de klager næsten aldrig. Det er jo igen fordi, de har været vant til det. De er rigtig gode til det, så det er sjældent, at det er med øv på, fordi de også ved, at vi kan komme omkring og opleve nogle anderledes ting ved at cykle rundt.”

Tjørring Skole er med i Cyklistforbundets kampagne Alle Børn Cykler:

Det er vi, og den bliver faktisk også hypet rigtig meget herude, hvor der bliver uddelt præmier til de klasser, der cykler mest og på fælles samling, så det går vi faktisk rigtig meget op i.”

Han tilføjer, at de klassetrin, der har flest cykeldage, får et beløb til klassekassen, som de kan købe legeredskaber for, så alle årgangene er opsatte på at vinde.

Læs også

Sådan bliver I en god cykelskole

Alle Børn Cykler Alliancen og Cyklistforbundet har samlet cases og gode råd fra cykelglade skoler i Danmark. Find inspiration til, hvordan I kan styrke børnecyklismen på jeres skole.

Læs mere

Udefriskolen cykler til lejrskolen

CASE: Med planlægning og information til forældrene kan man godt cykle med eleverne, selv om man er en skole på landet. Vi besøger en cykelskole i Midtjylland.

Læs mere om Udefriskolen

Eleverne cykler 20.000 km om året

CASE: På Ejerslykkeskolen cykler eleverne, når de skal i skoven, i teatret eller besøge virksomheder. Skolens cykelfokus bidrager også til, at elever med anden etnisk baggrund end dansk får gode cykelvaner.

Læs mere om Ejerslykke Skole