Børnecykling i tal

Vi er vant til at se Danmark som et cykelland, hvor børn og unge har cyklen som fast følgesvend. Men børn og unges cykling er faldet markant over de sidste 30 år. Samtidig ser flere og flere unge sig som bilister frem for cyklister.

At børn og unge cykler stadig mindre, og unge i stigende grad fravælger cyklen til fordel for bilen er en dybt uheldig udvikling, som påvirker folkesundheden herunder børns sundhed og trivsel, klimaet og trængslen på vejen i en negativ retning.

Hvis udviklingen skal vende, har Danmark som samfund brug for viden om, hvorfor og hvor meget børn (ikke) cykler. Alle Børn Cykler Alliancen har det som et af sine formål at indsamle og dele ny viden og offentliggjorde i 2022 en ny rapport om børns cykelvaner.

Undersøgelsen viste bl.a., at forældrenes uddannelsesniveau og indkomst har stor betydning for, om børn cykler til skole og fritidsaktiviteter. Læs mere om undersøgelsen.

DET VED VI

  • Børn og unge cykler mindre og sjældnere. Set i forhold til antal cyklede kilometer pr. dag er cykling hos de 10-17-årige faldet med 24,5% over en ti-årig periode (2009-2019), mens antallet af cykelture pr. dag i samme periode er faldet med 31,9% (særudtræk fra DTU’s transportvaneundersøgelse, 2021)

  • De 16-24-åriges brug af bil på tre år er steget med 14,7%, mens brug af cykel er faldet med 15,1% (Danske Regioner med udgangspunkt i transportvaneundersøgelse 2019)

  • Andelen af mindre børn, der cykler til og fra skole, faldt med knap 30 % i perioden 1993-2000. I 6-10-årige børns samlede transport skete der en fordobling af bilture fra 1978 til 1998-2000, mens 11-15-årige børn i samme periode tredoblede deres bilture. (Sundhedsstyrelsen, Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og anbefalinger, 2018). Intet tyder på, at den udvikling er rullet tilbage

  • Danske børn har europæisk bundrekord i fysisk aktivitet. (WHO, Growing up unequal. Health Behaviour in School aged Children, 2016 study)

  • Kun 26% af de 11-15-årige lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at være fysisk aktiv mindst 60 minutter dagligt. Sundhedsstyrelsen peger på mere cykling som en god måde til at få mere bevægelse ind i børns hverdag (Sundhedsstyrelsen, 2019).

Vi har behov for ny, evidensbaseret viden og for at kortlægge faktorer med betydning for børn og børnefamiliers valg af transportmiddel - herunder identificere barrierer og motivationsfaktorer forbundet med cykling som hverdagens transportmiddel,siger direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag.

Gode cykelvaner betaler sig

Forskningen viser med al tydelighed, at gode cykelvaner gør en stor og positiv forskel for børns sundhed og livskvalitet her og nu og bæres med ind i voksenlivet. Gode cykelvaner er også med til at sikre et grønnere og mere bæredygtigt Danmark.

Der er kort sagt brug for at gøre cykling til en naturlig del af børns hverdag.

DERFOR SKAL BØRN CYKLE MERE

Hverdagsaktiviteter som cykling til skole har en væsentlig betydning for konditionen hos børn. Cykling som transportmiddel reducerer risikoen for dødelighed med 30 % (Sundhedsstyrelsen, Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og anbefalinger, 2018)

Aktiv transport kan halvere andelen af børn og unge, der har forhøjet risiko for udvikling af hjertekar-sygdomme og diabetes-2 (Faktaark om Betydningen af aktiv transport, Dansk Skoleidræt, 2017)

Børn, som cykler i skole, har en 4 timer bedre koncentrationsevne end børn, der bliver kørt i skole (Cykelregnskabet 2016, Københavns Kommune)

Aktive børn bliver aktive voksne, og jo tidligere i livet god sundhedsadfærd tilegnes, jo større livslang betydning vil det have (World Health Organization 2011, Global Recommendations on Physical Activity for Health, 5-17 years).

Alle Børn Cykler Alliancen

Vi har som land brug for, at børn får cyklen ind i deres liv fra tidlig alder. Alle Børn Cykler Alliancen vil vende udviklingen med stadig færre børnecyklister. Nye faldende tal for børns cykling viser alvoren bag initiativet.

Læs mere

Bliv partner

Bliv partner i Alle Børn Cykler Alliancen

Alliancen inviterer alle kommuner, regioner, virksomheder, organisationer og skoler, der ønsker at styrke børnecykelkulturen i Danmark, med i alliancen.

Læs mere om at blive partner

Skolekampagnen_teaser

Alle Børn Cykler får børn op på cyklen

Skolekampagnen Alle Børn Cykler er med sine årligt ca. 100.000 deltagende elever med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning.

Gå til Alleboerncykler.dk