Det kan skolebestyrelsen gøre

Opbakning fra skolebestyrelsen er vigtig for at sikre, at skolens vision om at blive en god cykelskole bliver en succes. Bestyrelsen kan fx bidrage til dialogen med forældrene og arbejde med fundraising til skolens cykelaktiviteter. Se vores anbefalinger til, hvad skolebestyrelsen kan gøre, herunder.

Tage initiativ til at udarbejde en trafik- og/eller cykelpolitik

En trafikpolitik er et godt værktøj til at få nedskrevet nogle regler og retningslinjer, så man kan få styr på trafikken omkring skolen, parkeringsforhold, cykelhjelmpolitik samt hvor og hvordan færdselsundervisningen skal varetages på skolen. Stadig flere skoler har en nedskrevet trafikpolitik, og flere undersøgelser viser, at skoler, der har en trafikpolitik, har mere færdselsundervisning end de skoler, der ikke har.

Varetage skolens kontakt med kommunen og politiet

På mange skoler har trafikforholdene og trafiksituationen om morgenen en negativ indvirkning på antallet af børn, der cykler til skole. Det kan for eksempel være svært og utrygt for eleverne (og deres forældre) at cykle bag parkerede biler, som skal ind og ud, og busser, der blokerer for udsynet. Noget kan løses med adfærdskampagner og kommunikation, men der kan også være behov fore reelle trafikdæmpende tiltag på skolens område. I det tilfælde skal kommunen involveres, og den dialog kan skolebestyrelsen oplagt være tovholder på.

Alt efter skolens trafikale udfordringer kan I overveje at:

  • Gøre området til bilfri zone, helt eller delvist, for eksempel ved at spærre for biler i morgen‐ og eftermiddagstimerne

  • Adskille cykler og biler i trafikken omkring skolen

  • Etablere en 30 km‐zone foran skolen

  • Etablere bump, indsnævringer, ensretning og lignende efter behov

  • Etablere en afleveringszone – en ʻkys og kør‐zone’ – på hver side af skolen og i sikker afstand fra gående og cyklende børn, så bilerne ikke skaber trængsel lige ved skoleindgangen

  • Placere busholdepladser på afstand af skolens indgang, så de ikke blokerer for udsynet.

Hvis I begrænser biltrafikken, vil nogle forældre blive utilfredse, og skolens ledelse skal derfor have fuld opbakning fra skolebestyrelsen og være parat til at besvare klager. Det er en god idé at afklare på forhånd, hvis ansvar det er at svare og at have gode svar på hånden, der bunder i fakta og fælles beslutninger. Det er også en god idé, at I på forhånd kommunikerer til forældrene om kommende trafikændringer, som er nødvendige for børnenes sikkerhed.

Indgå i skolens cykeludvalg

Skolebestyrelsen bør være repræsenteret i skolens cykeludvalg, hvis der er et sådant. Det er vigtigt, at forældrene via skolebestyrelsen inddrages i skolens beslutninger omkring cykling. Det er nemlig i høj grad forældrene, der skal sørge for, at barnet har en brugbar cykel, og at barnet er cykel- og trafiksikkert nok til, at det er trygt for læreren at tage eleverne med på cykeltur.

Formidle skoles cykelpolitik til forældrene

Forældre er med til at lære deres børn at færdes sikkert og hensynsfuldt i trafikken. Det er en god idé for både skolens ledelse og skolebestyrelsen løbende at kommunikere skolens holdning til cykling til forældrene. Gå i dialog med forældrene i dagligdagen, på gangen, på forældremøder, på forældreintra og ved særlige lejligheder. I kan for eksempel tage disse emner op:

  • Skolens anbefaling til, at børn bør gå/cykle, så snart de kan. Børn har ikke erfaring som trafikanter, og gode trafikvaner skal grundlægges i en tidlig alder. Børn skal vænnes til trafikken, skolevejen skal øves mange gange, og barnet skal lære at tackle svære situationer.

  • Skolens ønsker til, hvordan forældre kan køre mest hensynsfuldt i bil omkring skolen. I kan gøre dem opmærksomme på, hvor og hvordan de farlige situationer opstår, og hvordan de kan sætte børnene af på en sikker måde. I kan for eksempel lave jeres egen kampagne om lokale forhold og muligheder, give forældrene et oversigtskort med afleveringszoner og steder/situationer omkring skolen, som børn typisk har svært ved at overskue og udgive en skolevejsfolder, der viser den sikreste skolevej fra boligområderne til skolen.

  • Voksne som rollemodeller – også i trafikken – både for egne og andres børn.

  • Forældres ansvar for, at deres børn husker cykelhjelmen. Børn glemmer cykelhjelmen, ligesom de glemmer madpakker, gymnastiktøj og penalhuse – men konsekvenserne kan være langt mere alvorlige.

  • Forældres ansvar for, at cyklerne er vedligeholdte hjemmefra, så de er lovlige og sikre at færdes på i trafikken.

  • Skolen kan sørge for overdækket cykelparkering, så cyklerne er beskyttede mod vind og vejr, når de ikke er i brug.

Søge fonde og sponsorer til skolens cykelaktiviteter

Et sæt af lånecykler, hjelme og refleksveste til eleverne, en ladcykel til læreren, indretning af et cykelværksted eller afholdelse af en cykelsommerskole kræver ofte ekstra , eksterne midler at gennemføre. Skolebestyrelsen kan fx hjælpe til og være ansvarlig for at søge sponsorer og fonde til skolens ønskede cykelaktiviteter. GF Fonden arbejder fx med trafiksikkerhed.

Lave en tilfredshedsundersøgelse af skolevejene og cykelforholdene på skolen

Undersøgelser af brugertilfredsheden blandt elever og forældre ‐ for eksempel om sikre skoleveje ‐ er en god måde at sikre, at mange aktører inddrages i arbejdet med at blive en god cykelskole. Skolebestyrelsen kan tage initiativ til at få udfærdiget og gennemført analysen i samarbejde med skolens ledelse og evt. elevråd.

Vi har veste til alle på skolen, så vi kan ses, når vi cykler, og børnene bliver undervist i trafikregler og øver dem længe, inden de bliver sendt ud i trafikken. Vi har også en fast rækkefølge, som vi cykler i, med en voksen forrest, én i midten, og én der cykler bagerst.Anne Hindkjær, lærer på Udefriskolen ved Struer

Hvad kan de andre aktører på skolen gøre?

Det kan skolens ledelse gøre

Skolens ledelse kan gå foran og signalere, at her på skolen skal cykling prioriteres.

Det kan lærerne gøre

Lærerne kan sætte fokus på cykling i undervisningen og motivere elevere til at cykle mere både i og uden for skoletiden.

Det kan eleverne gøre

Eleverne kan bidrage med gode idéer til skolens cykelaktiviteter.

Det kan forældrene gøre

Forældrene er vigtige rollemodeller for både deres egne børn og skolens elever som helhed.

Mere om Alle Børn Cykler Alliancen

Om

Om Alle Børn Cykler Alliancen

Børn cykler, når voksne skaber mulighederne. Cyklistforbundet har sammen med Jyske Bank og Novo Nordisk taget initiativ til alliancen, der vil gøre cyklen til en naturlig del af en barndom for alle i Danmark.

Læs mere om alliancen

Aktuelt

1. august 2023

Hvilken lærer fortjener Alle Børn Cykler Prisen?

Vi hylder én af de mange lærere, der bærer cykelglæden videre til deres elever. Det kan fx være en lærer, der bruger cyklen meget aktivt i undervisningen, eller som har hjulpet elever i gang med at cykle. Hvilken lærer fortjener Alle Børn Cykler Prisen?

Læs mere