Det kan I som skolens ledelse gøre

Hvis I vil være en god cykelskole, er det vigtigt, at skolens ledelse engagerer sig, går foran og gør klart, at her på skolen skal cykling prioriteres. Se herunder vores ti stærke anbefalinger til, hvad I konkret kan gøre. Og husk: Få alle de relevante aktører på skolen med i processen. Så bliver det hele skolen, der arbejder med cykelfremme, og ikke kun ledelsen.

Lave en trafikpolitik

En trafikpolitik er et godt værktøj for skolens ledelse til at få nedskrevet nogle regler og retningslinjer gerne i samråd med skolebestyrelsen. Så kan I fx få styr på trafikken omkring skolen, parkeringsforhold, cykelhjelmpolitik samt hvor og hvordan færdselsundervisningen skal varetages på skolen. Stadig flere skoler har en nedskrevet trafikpolitik, og flere undersøgelser viser, at skoler, der har en trafikpolitik, har mere færdselsundervisning end de skoler, der ikke har.

Lave en cykelpolitik

Med en egentlig cykelpolitik kan I gøre jer klart, hvordan I vil være en god cykelskole – og hvilke cykelaktiviteter, der er mest relevante for jer.

Det kunne for eksempel være jeres formål at:

  • Gøre børn og forældre mere trygge og reducere risikoen for ulykker i og omkring skolen ved at have fokus på afvikling af trafikken rundt om skolen, lære børnene at færdes sikkert i trafikken, have et fast sæt sikkerhedsregler, når I bruger cykler i skoletiden

  • Sætte konkrete mål for forældresamarbejdet – for eksempel engagere forældrene i trafiksikkerheden omkring skolen, formidle skolens holdning til valg af skoletransport og minde om, at voksne er rollemodeller i trafikken

Læg jeres cykelpolitik på skolens hjemmeside, så alle kan læse den. Men husk også løbende at kommunikere om den!

Nedsætte et cykeludvalg

Nedsæt et cykeludvalg til at formulere cykelpolitikken og håndtere de løbende aktiviteter. Udvalget kan bestå af cykelglade elever og forældre, lærere, pædagoger, pedeller, medlemmer af skolebestyrelsen og ledelsen. I kan også udpege en færdselskontaktlærer, der samarbejder med skolebestyrelsen og elevrådet om skolens politik og orienterer om kampagner, aktiviteter og materialer.

I cykeludvalget kan opgaverne for eksempel være at:

  • Sørge for, at der bliver sendt klare signaler om skolens cykelpolitik til børn, ansatte, forældre, lokalmiljø og kommune

  • Stå for kontakten med kommunen og politiet

  • Forsøge at påvirke byrådet til at træffe børnesikre trafikløsninger rundt om skolen

  • Holde skolen opdateret omkring cykelkampagner

  • Være med til at koordinere skolens cykelaktiviteter og eksterne samarbejde, så alle får mest muligt glæde af det på tværs af klasser og årgange

  • Lave regler for, hvordan eleverne må cykle på skolens område og på cykelture i skoletiden

  • Udvikle gode rammer for cykelparkering og træning på skolens område

  • Søge fondsmidler og sponsorer til for eksempel til udstyr og events

Regulére biltrafikken omkring skolen

På mange skoler har trafikforholdene og trafiksituationen om morgenen en negativ indvirkning på antallet af børn, der cykler til skole. Det kan for eksempel være svært og utrygt for eleverne (og deres forældre) at cykle bag parkerede biler, som skal ind og ud, og busser, der blokerer for udsynet.

Alt efter forholdene kan I arbejde sammen med kommunen om at:

  • Gøre området til bilfri zone, helt eller delvist, for eksempel ved at spærre for biler i morgen‐ og eftermiddagstimerne

  • Adskille cykler og biler i trafikken omkring skolen

  • Etablere en 30 km‐zone foran skolen

  • Etablere bump, indsnævringer, ensretning og lignende efter behov

  • Etablere en afleveringszone – en ʻkys og kør‐zone’ – på hver side af skolen og i sikker afstand fra gående og cyklende børn, så bilerne ikke skaber trængsel lige ved skoleindgangen

  • Placere busholdepladser på afstand af skolens indgang, så de ikke blokerer for udsynet.

Hvis I begrænser biltrafikken, vil nogle forældre blive utilfredse, og så skal skolen med fuld opbakning fra skolebestyrelsen være parat til at besvare klager. Det er en god idé at afklare på forhånd, hvis ansvar det er at svare og at have gode svar på hånden, der bunder i fakta og fælles beslutninger. Det er også en god idé, at I på forhånd lancerer trafikændringer, som er nødvendig for børnenes sikkerhed.

Inddrage eleverne

Det er eleverne, som det hele handler om. Jo mere I lytter til elevernes og elevrådets ønsker og erfaringer, desto højere status får emnet for dem. I kan med fordel inddrage elevrådet og give dem ansvarsområder, så de føler ejerskab og ansvarsfølelse. I kan også lave tværgående projekter på enkelte årgange og lade dem være med til at udvikle idéer til, hvordan I skaber bedre trafikadfærd på skolens område om morgenen.

Være i dialog med forældrene

Forældre er med til at lære deres børn at færdes sikkert og hensynsfuldt i trafikken. Det er en god idé løbende at kommunikere skolens holdning til cykling til forældrene. Gå i dialog med forældrene i dagligdagen, på gangen, på forældremøder, på forældreintra og ved særlige lejligheder. I kan for eksempel tage disse emner op:

  • Skolens anbefaling til, at børn bør gå/cykle, så snart de kan. Børn har ikke erfaring som trafikanter, og gode trafikvaner skal grundlægges i en tidlig alder. Børn skal vænnes til trafikken, skolevejen skal øves mange gange, og barnet skal lære at tackle svære situationer.

  • Skolens ønsker til, hvordan forældre kan køre mest hensynsfuldt i bil omkring skolen. I kan gøre dem opmærksomme på, hvor og hvordan de farlige situationer opstår, og hvordan de kan sætte børnene af på en sikker måde. I kan for eksempel lave jeres egen kampagne om lokale forhold og muligheder, give forældrene et oversigtskort med afleveringszoner og steder/situationer omkring skolen, som børn typisk har svært ved at overskue og udgive en skolevejsfolder, der viser den sikreste skolevej fra boligområderne til skolen.

  • Voksne som rollemodeller – også i trafikken – både for egne og andres børn.

  • Forældres ansvar for, at deres børn husker cykelhjelmen. Børn glemmer cykelhjelmen, ligesom de glemmer madpakker, gymnastiktøj og penalhuse – men konsekvenserne kan være langt mere alvorlige.

  • Forældres ansvar for, at cyklerne er vedligeholdte hjemmefra, så de er lovlige og sikre at færdes på i trafikken. Skolen kan sørge for overdækket cykelparkering, så cyklerne er beskyttede mod vind og vejr, når de ikke er i brug.

Prioritere færdselsundervisningen højere

Færdselsundervisningen er på mange skoler et timeløst fag. Har I resurser til at give det øget prioritet, kan I med fordel give skolens færdselsundervisning et skub fremad ved at:

  • Sætte konkrete mål for de enkelte årganges læring og undervisningsaktiviteter (det kan være praktiske øvelser, kendskab til lokale trafikforhold, trafikregler, trafikprøver, adfærd, risici, ansvar og alkohol)

  • Koordinere klasseundervisningen med skolens fælles cykelaktiviteter og de ting, der foregår i SFO’er/fritidshjem og klubber

  • Aftale hvem på skolen, der er ansvarlig for diverse praktiske opgaver

Indkøbe klassesæt af lånecykler

Cyklen er ikke kun til transport til og fra skole. Cyklen er også et genialt redskab til at tage undervisningen ud af de vante rammer og styrke relationen mellem lærer og elever. Små ture i undervisningen gør skoledagen afvekslende og sikrer fysisk aktivitet.

Men for at lærerne kan bruge cyklen i undervisningen, skal alle elever have adgang til en cykel. Det er derfor en god idé at skolen har et sæt velholdte lånecykler, hjelme og refleksveste og måske endda en ladcykel til udstyr osv. på længere ture. Det gør det langt nemmere for lærerne at bruge cyklen i undervisningen, så det ikke bliver en hindring, hvis nogle elever enten ikke har en brugbar cykel eller ikke har mulighed for at tage den med i skole.

Sørge for tryg og sikker cykelparkering

Overdækket og tryg cykelparkering, der er placeret tæt på skolens indgange har stor betydning for, om eleverne har lyst til cykle til skole. I kan overveje at inddele cykelparkeringen efter indskoling, mellemtrin og indskoling, for det kan være utrygt for de mindre elever, at skulle parkere cyklerne, hvis de store elever hænger ud i cykelskuret.

Oprette en skolepatrulje

En skolepatrulje ved svære og befærdede fodgængerovergange kan være med til at gøre både børn og forældre mere trygge. På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside bliver I guidet godt i gang.

I 3. klasse cykler eleverne ud til naturoplevelser på Stige Ø. Det er otte kilometer hver vej. De store elever har cyklet til Kerteminde. Det er to gange 30 kilometer. Ellers cykler vi mange småture. Når vi skal i teateret, cykler vi. Søren Fink, Ejerslykkeskolen i Odense

Hvad kan de andre aktører på skolen gøre?

Det kan skolens bestyrelse gøre

Skolebestyrelsen kan bidrage til en stærk forankring af skolens cykelvision hos forældrene.

Det kan lærerne gøre

Lærerne kan sætte fokus på cykling i undervisningen og motivere elevere til at cykle mere både i og uden for skoletiden.

Det kan eleverne gøre

Eleverne kan bidrage med gode idéer til skolens cykelaktiviteter.

Det kan forældrene gøre

Forældrene er vigtige rollemodeller for både deres egne børn og skolens elever som helhed.

Mere om Alle Børn Cykler Alliancen

Om

Om Alle Børn Cykler Alliancen

Børn cykler, når voksne skaber mulighederne. Cyklistforbundet har sammen med Jyske Bank og Novo Nordisk taget initiativ til alliancen, der vil gøre cyklen til en naturlig del af en barndom for alle i Danmark.

Læs mere om alliancen

Aktuelt

1. august 2023

Hvilken lærer fortjener Alle Børn Cykler Prisen?

Vi hylder én af de mange lærere, der bærer cykelglæden videre til deres elever. Det kan fx være en lærer, der bruger cyklen meget aktivt i undervisningen, eller som har hjulpet elever i gang med at cykle. Hvilken lærer fortjener Alle Børn Cykler Prisen?

Læs mere